Om Lene Grimal

Jeg vidste, at jeg ville være saxofonist, da jeg som 15-årig på Århus Musikkonservatorium hørte en kvindelig saxofonist fra Shit & Chanel spille. Det var næsten som en åbenbaring for mig. Dér tænkte jeg: Det er dét her, jeg vil. Saxofonen kan jo noget helt særligt. Den er sjælfuld og har på samme tid både violinens ynde og trompetens fylde – som skaberen af saxofonen engang har sagt det.

Selvom oplevelsen dengang var med til at definere min levevej, var det min mor, der først tændte min musikalske ild. Jeg er født i Thisted og opvokset i Hanstholm, så man kan vel sige, at lyden af de brusende bølger har akkompagneret mig, lige siden jeg slog de første toner an på min musikalske rejse.

I min tidlige barndom var det i radioen, at jeg fandt musikken. Vi havde ikke et klaver i mit hjem, men da min mor først fik øjnene op for min store kærlighed til musikken, købte hun et klaver til mig. Jeg var kun 11 år dengang, men hun fornemmede, hvor meget musikken betød for mig. Og hvor havde hun dog ret. For lige siden har musikken været min faste følgesvend. Så jeg skylder min mor en kæmpe tak, fordi hun mærkede, hvor vigtig musikken var for mig dengang.

Inspireret af en god klaverlærer og musikundervisning på Hanstholm Musikskole startede min egentlige musikuddannelse på Nordjysk Musikkonservatorium i 1985 med tenorsaxofon som specialfag. Senere blev det til alt- og sopransaxofon, som er de typer saxofoner, jeg primært spiller på i dag.

Jeg har altid været aktiv som musiker og spillet i mange forskellige sammenhænge og genrer – dog mest inden for den rytmiske musik. Jeg har også en del erfaring med nordisk folkemusik samt klassisk og kirkemusik. Jeg har spillet og optrådt med Aalborg Symfoniorkester, jazzkvartetter, saxofonkvartetter, trioer, duoer og solo. Især har jeg spillet meget i kirkerne landet over.

Det fantastiske ved at optræde i kirkerummet er, at det på én og samme tid er både storslået og nærværende. Jeg føler mig på hjemmebane. Måske fordi kirkerummet for mig på mange måder minder om de store, åbne og vildtvoksende landskaber i Thy, som har været min ”baghave” og hverdag gennem stort set hele mit liv. Der er plads til refleksion og eftertænksomhed på en anden måde end andre steder. Kirkerummet favner alle de store følelser, som man ikke på samme måde kan finde i en koncertsal – håb, kærlighed, sorg og glæde. Og jeg håber, at min musik – og mine digte – kan røre nogle af de samme følelser hos mit publikum.

Jeg spiller både i saxofonkvartetten SaxTalk, samt Grimal/Lindgren Duo, Jolene Duo og Duo Grimal/Buchholtz. I alle fire sammenhænge kan jeg få lov til at bruge saxofonen på forskellige måder.

I mit nyeste musik-eventyr, duoen Grimal / Buchholtz, fremfører jeg også mine digte iblandt de numre, vi spiller. At skrive digte er blevet en form for terapi for mig. At sætte ord på dét, der rører sig, er fantastisk befriende. At skrive digte har i hvert fald hjulpet mig gennem nogle af livets op- og nedture. Og hvor er der meget musikalitet i poesien, som blot er toner, der bliver til ord.

Med mine digte vil jeg gerne medvirke til at skubbe til nogle tabuer – nogle af de ting i livet, som kan være svære at tale om. Forhåbentlig kan jeg give publikum noget at spejle sig i og en følelse af fællesskab. Samtidig komplementerer musik og lyrik hinanden utrolig godt og giver et helt nyt udtryk til mit saxofonspil. Kombinationen af stilarter kan også skubbe til folks forventninger. Livet behøver ikke være så forudsigeligt.

Sideløbende med min koncertaktivitet har jeg undervist på et væld af musikskoler og i folkeskolen. Det er en stor glæde at kunne give musikken videre til andre, ligesom min mor gjorde det med mig. Jeg er meget passioneret omkring musik, så egentlig er det lige meget for mig, om jeg underholder eller underviser – bare jeg kan få lov til at fylde mit liv med musik.